Hej Per, og evt. andre.

Jeg er en pige på 16 år. Og jeg ved ikke helt hvor jeg skal begynde. Alt virker meget forvirrende og er lidt svært at sætte ord på.

For ca. et år siden døde min far. Min far og jeg var meget tæt knyttet, så han betød virkelig meget for mig. Da han døde, gik jeg på efterskole som sluttede her i sommers. Hele min efterskole-periode havde jeg rigtig svært ved at forstå at han ikke var der mere. Savnede ham helt ufattelig meget og gør stadig.

Før min efterskole sluttede satte min mor vores hus til salg, som vi har boet i næsten hele mit liv. Hun ville ikke bo i et så stort hus, når min far ikke var der til at hjælpe hende. Nu er vi flyttet i et meget mindre hus og tættere på byen. Men selvom det er da dejligt at jeg kan cykle til mit gymnasium og ja det er tættere på alt, så savner jeg mit gamle hjem. Jeg ved ikke engang om jeg føler mig hjemme her? Jeg kan ikke finde den ro som jeg havde i mit gamle hjem, og kan ærlig talt ikke li' at være her. Jeg føler mig så rodløs og ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.

Alle mine nærmeste venner føles at være så langt væk nu, så jeg ved ikke hvem jeg skal betro mig til. Jeg føler mig helt alene, også selvom jeg er alt andet end alene. Jeg burde selvfølgelig snakke med min mor, men hun er så ked af det og meget stresset over flytningen, over at hun skal til at være den eneste voksne i huset. Jeg ved hun savner min far rigtig rigtig meget, så jeg kan ikke få mig selv til, at hun også skal bære mine problemer.

For ca. en uge eller to siden fandt min læge ud af, at jeg er gravid - selvom jeg har prøvet at undgå, at det skulle ske. Det gør, at jeg er forfærdelig træt og ikke orker så meget. Det er en kamp med mig selv hver dag, når jeg skal have lavet mine lektier. Og det gør mig virkelig ked af, at jeg blev nød til at fortælle min mor det, så hun kunne hjælpe mig med at få det fjernet.

Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal overkomme det hele. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ved ikke, hvad jeg vil, og jeg ved hellere ikke, hvad jeg ikke vil. Der er så meget uro i mine tanker og i resten af mig. Jeg føler mig ulykkelig, skønt jeg ved at der er mange andre der har det værre end mig.

- Pernille

Kære Pernille

Det er sørme rigtig mange triste begivenheder, at skulle bære alene, så jeg kan bestemt godt forstå, at du ikke er glad for tiden.

Først og fremmest bliver du nok nødt til at forstå, at selv om din mor er ked af det hele lige som dig, så er det hende, der er den voksne og hende, der skal tage sig af dig og dine problemer og ikke omvendt.

Har I fået noget hjælp fra psykolog, læge eller andre? Er du blevet tilbudt hjælp?

Du har jo mistet rigtig meget på kort tid. Din far, der er død. Dit barndomshjem, som du følte dig tryg i. Din mor, som er optaget af sin sorg. Dine allernærmeste venner er langt væk. Og du er nødt til at skille dig af med dit barn, fordi du er for ung til at få det nu.
Det er rigtig meget på én gang.

Kender du Unge & Sorg, måske er der mulighed for, at du kan få hjælp den vej. Klik på Unge & Sorg.

Du skal være velkommen til at skrive igen Pernille.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
MEDLEM AF FORENINGEN AF
PROFESSIONELLE PSYKOTERAPEUTER
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk