Medicin eller hvad?

[Else]

Kære Per

Vi har desværre lige for tre uger siden mistet vores mor. Sådan er det - og det er svært; men sådan er det. Jeg prøver at være i sorgen og savnet og få mit liv til at fungere alligevel. Min far derimod vil ikke hverken mærke eller acceptere, at det gør ondt at miste sine kære. Han har derfor fået nogle piller mod depression af sin læge. Det bliver jeg enormt provokeret af. Samtidig tror jeg ikke, at det kan være godt for ham på lang sigt. Men hvad siger du i denne forbindelse. Jeg skal lige sige, at min far ikke er gået i spåner over min mors død. Hans liv hænger sammen, og mindst af alt ligner det en depression, men blot en naturlig reaktion på, at hans kone gennem mere end 30 år er død. Hvad stiller jeg op over for hans "pillemisbrug".

Venlig hilsen

Else

[PER HOLM KNUDSEN]

Hej Else

I princippet har du jo ret. Det er ikke medicin, man har brug for ved sorg, det er omsorg og evne til at bearbejde sit tab. Desværre er det ikke det, vi er alt for gode til i Danmark. I vores kultur viser vi helst ikke for mange følelser, vi står ikke og banker på kistelåget, mens vi skriger og græder vores sorg og vrede ud. Vi holder det pænt inden for. Medicinen har reelt den modsatte virkning af at udleve sorgen og vreden over tabet af den kære.



Men nu lever din far jo i vores kultur, og måske føler han sig mest tryg ved ikke at mærke noget, sådan som mange mænd i hans generation gør. Og hans læge har måske ikke vist eller evnet at sige til ham, at sorg og vrede er naturlige bestanddele af sorgbearbejdelsen. Måske har lægen det som din far .

Nu ved jeg ikke hvilken medicin din far har fået, men du kan jo holde lidt øje med, at han ikke bruger den for længe. Og måske kan du snakke med ham om det af og til - både din mor og om tabet, sådan at han efterhånden kan få bearbejdet sin sorg på en naturlig måde - og ikke gemmer den i medicin.

Måske kan dette skema hjælpe ham lidt:
TABSPROCESSEN

Du skal være velkommen til at skrive igen.