Kort tid efter jeg blev født blev min mor og far skilt. Min mor flyttede fra min far og jeg fulgte med. En dag snublede min mor med mig på en trappe og jeg endte på sygehuset med hjernerystelse. Der hyggede jeg mig til et stykke tid efter jeg var rask, for jeg blev ikke hentet. Efter en uge, som rask, fik sygehuspersonalet fat i min far, som straks kom og hentede mig. Frem til jeg blev 18, boede jeg så der. Omkring min 14 års fødselsdag fik jeg kontakt med min mor igen nogle år, men igen smuttede hun fra mig. Da jeg blev far fik jeg kontakt til hende igen og den holdt så til for nyligt. Hun blandede sig i min opdragelse af min datter og med den mor hun har været, syns jeg hun skulle lade mig om at opdragelse. Vi har ikke snakket samme siden, hvilket er ca. 6 mdr. siden.
Grunden til at jeg skriver herinde er at når min kone og jeg bliver lidt uenige, så kan jeg mærke at jeg klapper følelserne i overfor hende. Det er meget hårdt for hende og ikke mindst for mig også at åbne op igen. Når der tidligere i mit liv er noget jeg ikke kan forstå, så studere jeg det til jeg finder løsningen og derfor er jeg begyndt at tage psykologi på aftenskole. Det er spændende og jeg har lært en del, men derfra og til helbredelse er der langt. Man kan nok ikke fikse sig selv.
Når jeg er i den her "følelsesisolerede" tilstand, så går mine tanker ofte på at jeg ikke burde være her og mange andre ikke så gode ting. Ikke at jeg forsøger selvmord (jeg har jo børn, job og kone) men tænker tit at hvis bilen skrider ud på vej hjem, så kan det ikke betale sig at forsøge at rette den op. Som om jeg ikke tør at begå selvmord, men omvendt, så vil jeg ikke afvise hvis chancen byder sig. Det skræmmer mig.
Behandling af mig er ikke muligt. Vores økonomi er præget af gæld og min kone har haft en psykisk nedtur, så jeg skal være den stærke, der trøster hende når hun har det skidt. Desværre er jeg til tider jo også årsagen til, at hun har det skidt.
Det er ikke eneste problem derhjemme, men det alt overskyggende, det jeg kan gøre bedre og det hvor jeg har hele skylden.
Hvad gør jeg for at komme videre og blive en bedre mand?
PS: Tak for dette forum og muligheden for at bruge det
