Droppe forlovelsen?

[Gæst]

Hej Per.
Først, det er en fantastisk hjemmeside du har dig

Men til sagen..
Jeg er en 24 årig kvinde, forlovet med en dejlig mand på 26 år. Han er venlig og rolig, struktureret, er der når jeg har brug for ham, næsten færdiguddannet som advokat og yderst successrig. Når han er færdig med uddannelsen har vi planer om at få et barn sammen.
Vi har kendt hinanden i snart 4 år og blev forlovet for to måneder siden.

Men men men men...
Tre dage efter forlovelsen, var jeg var ude i byen med veninderne, og her stødte jeg på den her anden fyr på en lidt komisk måde.. Politiet havde mistænkt ham for at have ulovlige våben på sig, hvilket han var temmelig sur over. Da jeg kom forbi var han kommet op og skændtes med en betjent.
Jeg er meget hjælpsom, måske lidt for hjælpsom, og jeg synes det var synd for ham at han ikke kunne nå toget hvis det fortsatte, så jeg fik hurtigt 'forklaret' betjenten at han var med mig og mine veninder og vi skulle nok sørge for at han kom godt hjem. Han nåede ikke sit tog, så jeg gav ham et lift hjem..

Han var meget mistroisk til mig, og kunne slet ikke forstå hvorfor jeg havde hjulpet ham. Vi mødes stadig tit og min forlovede er lidt jaloux på ham.. Men de er som nat og dag, de to drenge

Ham jeg ikke er forlovet med, er 5 år yngre end mig, agressiv (men jeg er 210% sikker på at han ikke kunne finde på at gøre mig noget), enormt stædig og har en meget uheldig fortid med en kriminel far og en mor som har været ved at tage sit liv op til flere gange.. Jeg har arbejdet længe på at få ham til at åbne op og fortælle ham om det. Jeg har spurgt om hans far misbrugte ham og hver gang jeg har spurgt, har han lukket fuldstændig af og siger intet.

Han har dog bestemt også sine gode sider. Han er charmerende på en ganske særlig måde, humoristisk og vil gerne ud og opleve en masse. En anelse - meget - svingende i humøret, den ene dag kan han nærmest være verdenshersker, og næste dag kan universet styrte sammen om ørerne på ham og være noget så ligeglad.. "Vi dør jo alligevel på et tidspunkt, så hvorfor trække pinen ud?" Det spørger han mig tit om i det humør. Heldigvis er han til at muntre op engang imellem.
Han er også meget syg.. Han har ADHD (Damp), Tourette og Asperger, men ser ikke noget til nogen psykologer eller får medicin, selvom han burde. Han har vist medicinen liggende, men glemmer den hele tiden.

Det fik mig til at indse min kærestes dårlige sider.. Han er kedelig og 'flad' i humøret.. Vil hellere sidde og debattere end ud på en vandre-tur på Bornholm eller sådan noget. Han forventer at jeg skal være hjemmegående og passe børn, gøre hus rent og sådan noget, imens han er på arbejde. I starten havde jeg det fint med det, men nu hvor jeg har mødt ham den anden, er det som om at han har mere at tilbyde end min forlovede. Men han er jo også enormt ustabil, og jeg er ikke sikker på om jeg ville kunne 'håndtere' ham.

(Pyh, det bliver et langt brev det her, håber ikke du mister pusten på vejen.. Jeg ved bare ikke hvad der er vigtigt at fortælle og hvad der ikke er..)

Jeg har set din teknik med stolene hvor man sætter sig først på den ene og så på den anden.. Men det er svært, for på den ene side er jeg bange for at blive helt grå og trist at kigge på af at være hjemmegående med børn.. Men det ville være mere sikkert, og måske også sundere??

På den anden side med ham den 'vildere' (Mine veninder kalder ham altid Rebel) så ved jeg ikke om det ville være for hårdt at skulle leve sammen med en der har det sådan.. Det er jo enormt synd for ham og han følger mig nærmest som en savlende hundehvalp (Hvilket jeg også er en smule betaget af, må jeg indrømme ), men han er en anelse overbeskyttende. Men det bekymrer mig også at han tit går og skader sig selv, såsom at hælde flydende stearin ned over sin hånd eller banker hovedet ind i væggen. Han gør det heldigvis ikke så meget mere.
Han minder lidt om min lillebror som også har Asperger og kan være lidt voldsom.. Er det derfor jeg synes at han er så fascinerende, fordi han minder lidt om min bror??

Nu hvor jeg sidder og læser tilbage på det jeg har skrevet, så skriver jeg ikke så meget om min forlovede.. Men jeg kan faktisk ikke finde på så meget at sige om ham. Også lidt bekymrende måske?? Tror jeg skal lægge nogle bekymringer fra mig snart..

Så derfor, hvad synes du jeg burde gøre?? Vente lidt? Jeg kan jo snart ikke vente mere, da vi skal giftes i næste måned.. Men jeg indrømmer at jeg nu nærmere frygter den dag end jeg glæder mig..

Og hvor hårdt tror du det ville være at skulle være sammen med ham den anden??
Og - måske et dumt spørgsmål, men børn betyder altså meget for mig - tror du han vil kunne blive en god far? Altså med alt det han har oplevet og sådan noget.

Jeg har spurgt min mor, og hun blev nærmest chokeret da jeg fortalte hende om det. Hun har også mødt ham 'den nye', og hun fattede slet ikke hvad jeg kunne se i ham, han var da slet ikke noget for mig, udtrykte hun det. Det var bare en forelskelse som snart gik over. Så der fik jeg jo ikke meget hjælp..

Håber virkelig at høre fra dig, og endnu engang er det en virkelig fantastisk hjemmeside du har dig

[PER HOLM KNUDSEN]

Hej

Tak for rosen .

Kunne det tænkes, at du bruger Rebel til at overveje noget, du faktisk har overvejet en hel del, inden du mødte ham, nemlig dit forhold til din kæreste og din fremtid med ham? Er det først nu, du tænker, at din kæreste måske er for kedelig og ordinær, at du ikke gider at været buret inde som hustru og mor? Kunne det tænkes, at Rebel er en rigtig god anledning til, at du rebelerer og gør op med den stereotype forudsigelighed?

Hvorvidt du skal hæve forlovelsen ved jeg ikke, men det er nok en god ide at skyde brylluppet? Og nej jeg tror ikke, at du skal indlede et forhold til din rebelske lillebrorserstatningsven, alene det, at du vil redde ham, har ikke noget med et jævnbyrdigt forhold at gøre.

Jeg synes derimod, at du skal få en rigtig grundig snak med din kæreste om, hvordan DU kunne tænke dig fremtiden, hvilke forventninger du har, det er jo nok snarere dig, der skal reddes fra forudsigelig kedsomhed .

Du skal være velkommen til at skrive igen.

[Gæst]

Tusind tak for dit svar

Jeg har talt med min kæreste om det, og han blev helt paf.. Og så begyndte han pludselig på alt muligt med at 'man kan da ikke udskyde et bryllup mere' da jeg allerede har udskudt det lidt.. Det er bare lidt svært at snakke ordentligt om det, for han tror hele tiden at det er noget Rebel har sagt jeg skal sige eller gøre
Jeg fortalte ham også hvordan jeg ville have fremtiden, men han sagde at det jo er farligt og ville være for ustabilt for børn.
Vi besluttede os for lige at vente lidt og se... At snakke om det over mobilen imens jeg handlede ind var måske heller ikke så smart..

Men det er først nu jeg har tænkt over hvor kedelig og ordinær han er.. Til julefrokoster hvor hele familien kommer har hans familie endda faste siddepladser. Det forhindrer nemlig meningsløse konflikter, siger de

Du skriver at det ikke ville være et jævnbyrdigt forhold at indlede et forhold med Rebel, hvordan ikke jævnbyrdigt?
Måske udtrykkede jeg mig også lidt forkert, da han ikke som person minder om min lillebror, men de har jo lidt de samme træk da de begge jo fejler det samme.
Jeg ved ikke om jeg som sådan vil redde ham, jo måske lidt, men hvorfor skulle man ikke kunne?
Nu er jeg jo også temmelig forelsket i ham, men jeg kan stadig godt lide min kæreste (Eller er jeg bare afhængig af ham?), og det gør nærmest ondt i hjertet at være så 'splittet'..

[PER HOLM KNUDSEN]

Hej

Det lyder som du skal droppe forlovelsen inden du kommer til at kede din bag i laser .

Jeg tror med den beskrivelse du har af Rebel, at han har brug for at gøre rigtig meget ved sig selv, inden han er klar til et seriøst forhold. Men derfor kan han jo sagtens være en dejlig mand. Forhold skal ikke bygge på redningsforsøg.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

[Gæst]

Hej, og tusind tak for dit svar Jeg hævede forlovelsen idag, pyha, det var lidt hårdt.. Men jeg er enormt lettet nu og føler mig utrolig fri. Han sagde ikke så meget andet end han bad mig om at gå. Så jeg smuttede hjem til Rebel (Som blev noget overrasket over, at blive vækket af mig klokken 7 om morgenen, hihi )
Og så kørte hele den store kærligheds-erklæring.. Og så faldt han om Men han sagde - da han var vågnet og kommet til sig selv, der var heldigvis ikke sket noget med ham - at han gerne ville være i et forhold, og han ville prøve at gøre noget ved sig selv. Nu ved jeg ikke helt hvor meget han er i stand til at hjælpe sig selv, uden nogen anden form for hjælp, men det er vel en start at han vil hjælpes nu, og det ikke bare er 'måske imorgen hvis jeg husker det..'

Selvom et forhold ikke skal bygges på redning, må man så stadig hjælpe?? Og hvor meget?? Hvor meget skal jeg blande mig i det
En anden ting er, at han aldrig lader mig røre ham. Han kan sådan lige give hånd, men han synes ikke det er særlig skægt. Hvorfor kan det være?
Han 'hopper' nærmest tilbage, begynder at ryste og ligner en der lige har set et spøgelse. Heldigvis falder han hurtigere til ro end først da vi mødtes.

Han var til lægen her idag, men lægen sagde bare, at han skulle hvile sig i to til tre uger og så komme tilbage.. Nå...

Noget professionel hjælp er vel nødvendigt, men hvad og hvilken slags? Adfærds-terapi, psykolog, psykiater, etc.? At skulle til flere forskellige slags behandlinger er det ikke for stressende??
Jeg har snakket med en af hans venner, som han har kendt siden første skoleår, og han siger at han aldrig har set Rebel græde.. Det kan jeg ikke forstå, da jeg - synes jeg selv - er en der græder meget.

Din hjælp har virkelig hjulpet mig fremad, tusind tak

[PER HOLM KNUDSEN]

Hej

Hans kropsskyhed kan måske hænge sammen med Asperger-lidelse eller anden autist-lignende lidelse.

Jeg tror, du skal holde det på venskabsnivo, indtil han har fået noget mere professionel hjælp og det undrer mig, hvis han ikke allerede har fået en hel del hjælp, men hvis ikke så ville jeg nu nok starte med en psykiater.

Du skal være velkommen til at skrive igen.