Følelsesmæssigt afstumpet, lesbisk eller 'bare' forvirret???

[Roma Uomo]

Hej Per

Tjah, måske en besættelse, jeg ved det ikke og jeg syntes også det er et rigtig øv ord, der er noget over det ord.

Grove krænkelser som barn, har der været nok af som barn. Mobning i og uden for skoletiden, hele skoletiden og et godt stykke efterfølgende tid. Indeholdt i disse mobninger var også interessen for det modsatte køn, som ret hurtigt dødede hen. Det har været minimum ti år, stort set mobning hver dag, uden nogen egentlig greb ind. Noget var direkte mishandling i flok osv..

Diverse krænkelser i familien, inklusiv en enkelt seksuel krænkelse fra min søsters og en venindes side, dog ikke incest, men mere havde karakter af mobning, hvori mine kønsorganer var hovedrolleindehaveren. Dette har min søster sidenhen underholdt med ved adskillige 'festlige' lejligheder. Igen de samme typer mishandling, som beskrevet i det ovenfor fremhævede citat.

Sjovt nok har jeg altid været en køn dreng, men jeg var ike med på moden pga. min mors misbrug og er i dag en ret flot fyr/mand. Hverken min krop eller min intelligens fejler noget, jeg er kreativ og hammerende god med mine hænder.

Men jeg har åbenbart også nogle sider, som jeg må betegne som direkte 'dumme'. Disse sider har jeg just haft i stoleterapi, det var godt nok en skræmmende oplevelse, AV for pokker...

Min ex'kæreste står nu som symbolet for stort set alle mit livs tyraner, dog var hendes mildest talt perfide måde at gøre det på, nærmest umulig for mig at gennemskue, selvom jeg flere gange søgte prof hjælp under vejs i forholdet. Jeg er mildest talt imponeret af, at et menneske kan indholde alle disse egenskaber, det er godt gået.

I modsætning til min psykopatiske papfar, der tævede min mor gennem ti år, men han var oftest fuld når han gjorde det. Min ex' kæreste var derimod langt mere sofistikeret og 'pæn' i sin måde at gøre det på, så hun altid kunne bortforklare sig. Effekten af handlingerne var den samme, men hun var ædru og uden altid skyld. Det var en helt ny og meget tavs/nonverbal version, som jeg ikke kendte til før, det gør jeg så nu...

Jeg håber så bare at jeg ikke har for mange 'nisser' i skabet og jeg nu kan få ryddet op i mit rod. Og jeg vil straks det er muligt, enten købe eller låne Harville Hendrix: Kærlighed og samliv .

Endnu en gang af hjertet tak, for det du giver. Det er jeg rigtig, rigtig, rigtig glad for.

Mvh.

Roma uomo

[Roma Uomo]

Hej Per

Jeg har tænkt noget over hvordan besættelsens cyklus er og hvordan besættelsen opstår.

Vil du prøve at forklare mig det og hvordan jeg evt. kommer ud af det igen?

Pt. prøver jeg at skrive et ikke bebrejdende brev i jeg form og med mine følelser tilknyttet de forskellige situationer, som jeg har oplevet dem og hvad det har gjort ved mig.

Jeg er klar over at traumatiseringen ved negligering, forgår ved at man bliver negligeret (mødt af ingenting eller mødt imod), i hengivelse, forventning, i følelser og behov osv.. Når man så igen bliver negligeret, når man udtrykker sin utilfredshed over ikke at blive mødt og stadig bliver mødt af ingenting eller mødt imod.
Så sker der et selvtab det pågældende sted inden i en og man begynder at behandle sig selv, som man er blevet behandlet.

Samtidigt med jeg er blevet negligeret, har jeg været udsat for både følelsesmæssige projektioner, ord og handlinger, der af mig ikke kunne genkendes som mit eller noget jeg har gjort mig fortjent til. Når jeg efterfølgende har forsøgt introjektion, blev jeg forhindret i at 'gylpe det op igen', ved at blive negligeret igen.

På en måde kan man sige at jeg blev tømt inden i, ved at blive negligeret i min hengivelse, følelser og behov, for efterfølgende at blive fyldt op igen med noget der ikke var mit. Tvunget til at 'råsluge' generaliseringer om mænd, fra min ex'kærestes fortid, for tilsidst at blive som forventet. Et slags selvopfyldende profeti, som jeg kun kunne stoppe ved at forlade forholdet.

Begge måder at indgå i relationen på, skaber en usund afhængighed og knytter nogle meget stærke følelsesmæssige bånd, der ikke har meget med kærlighed at gøre.
Man kan sige i begge tilfælde, at modparten nu 'ejer' en del af selvet, som så vokser i takt med antallet og tiden traumatiseringen forgår. Og i begge tilfælde har man brug for at få sig selv igen.
Hyppigheden og tempoet afsendte 'materiale', samt betydningen personen der afsender materialet, har i ens liv. I dette tilfælde var hyppigheden og tempoet så højt, at det var rigtig svært, for ikke at sige umuligt, at nå at trække sig selv hjem og introjicere ukendt 'materiale' ud igen.

På en måde tager modparten, stille og roligt, 'ejerskab' af ens organisme. Og jo før jeg opdager hvad der forgår, kan jeg gøre noget ved det og jeg skal være bedre til at insistere eller flytte mig. I det her tilfælde var der nok kun sund opgivelse, som mulig løsningsmodel.

På en eller anden måde oplever jeg både i og efter forholdet. en kamp om både at 'læsset' ukendt materiale ud og få mig at selv igen. Denne dobbelte effekt af at føle sig forkert i sine følelser og behov, samt den fremmedgjorthed, der følger med de mange ukendte projektioner. Hvilket gør traumatiseringen efterfølgende, er svær at navigere sig ud af igen og invaderingen af 'selvet', kan muligvis godt føles som en besættelse.

Jeg føler et stort behov for, både at få mig selv igen og få afleveret det der ikke er mit tilbage til ex'kæresten. Samtidigt er der også et behov for erkendelse fra hende, om hvorfor jeg forandrede mig og fik det dårligt. Og måske få noget mere af det gode der også var i forholdet, det var jo ikke kun af det onde alt sammen.

Så er der frygten og angsten for det sker igen og sandsynligheden for hun ikke vil ændre sig og ikke vil mødes om noget igen. Der er på nuværende tidspunkt ikke noget, der tyder på nogen ændring eller hun vil mødes igen, tvært imod.

Er det en besættelse, jeg har beskrevet ovenfor?

Mvh.

Roma Uomo

[PER HOLM KNUDSEN]

Hej Roma Uomo

Nu ved jeg ikke, om jeg er i stand til sådan rimelig kort at beskrive, "hvordan besættelsens cyklus er, og hvordan besættelsen opstår", det lyder som et større psykologisk værk , men man kan kort sige, at der er en stor afstand mellem fantasien om (...) og så realiteterne, og at man er fanget i den fantasi, opslugt i den. Det kender vi jo så udmærket fra f.eks. forelskelse. Man kunne måske også sige, at besættelse handler om graden af denne uvirkelighed, og på den måde kan man jo sige, at du i den grad overså, hvad der var dårligt for dig, for at opnå det du længtes efter.

Og en begrebsafklaring: En introjektion/at introjicere betyder en indoptagelse/at indoptage, at sluge noget råt - modsætningsvis assimilation, hvor man tygger det indtagene igennem og beholder det, man kan bruge og spytter det ud, man ikke kan bruge. Måden at komme af med introjektionen er at brække det op igen (vrede, protest, konfrontattion, brække sig, skælde ud, smide ud osv.).
Se GESTALTTERAPIENS MODSTANDSMODEL

Du skal være velkommen til at skrive igen.

[Roma Uomo]

Hej Per

Jeg har desværre ikke kunnet skrive før nu, fordi jeg har haft travlt med at sætte mit videre uddannelsesforløb på skinner og jeg håber det går.

Udfra den beskrivelse som du har givet omkring besættelse, kan jeg kun give dig ret i at, jeg var/er besat. Længslen Var/er voldsomt stor og jeg vidste ikke hvad det var jeg var oppe imod. Og jeg ved, jeg er en person, der er villig til at slide mig selv op, for den mindste smule kærlighed og det er ikke ret godt for mig.

Jeg har altid gerne villet skabe en familie, der var god og sund for alle, hvor alle havde det godt. Mine behov og dermed mine drifter på de områder er voldsomt store og de kan drive mig rigtigt langt. De behov og drifter er der ikke noget i vejen med, hvis de blot bliver brugt det rigtige sted.

Jeg har desværre ikke hjemmefra fået, det der skulle til, for at skabe en sådan familie. Meget har jeg lært ved egen kraft, andet har jeg måtte lære senere med hjælp udefra.

På en måde kan man sige det var en gave at jeg mødte min ex’kæreste, en meget smertefuld gave, men en gave som gav mig mulighed for at arbejde med mig selv på det område. Der er meget smerte forbundet med arbejdet med mig selv på de områder, men jeg gør det fordi der stadig er noget i mig, der vil mig det godt. Desværre var det forhold blot en gentagelse af hele mit liv på nærrelationsområdet, som har været præet af svigt, mishandling, overgreb osv.. Kimen til svigtet, mishandlingen af mig selv og i sidste ende mit misbrug.

Mvh.

Roma Uomo

[Roma Uomo]

Hej Per

Jeg skriver fordi jeg endnu ikke har fået mit livsmod tilbage, selvom jeg stadig går i terapi. Min tillid til livet er, på en skala fra 0-10, under minus 111.

Som alt andet i mit liv, der gav mig positivt indhold i mit liv, er blevet kasseret, af min ex'kæreste og alle andre som jeg har givet betydning i mit liv, kassere jeg nu mig selv totalt.

Jeg har gennem terapierne fundet ud af, hvor uelsket jeg er og af dem som jeg gerne vil elskes af, end ikke mine egne børn vil give mig betydning. Eller sagt på en anden måde, jeg får ikke lov til at give mig betydning hos dem jeg gerne vil elske.

Jeg er nu blevet bekræftet så meget i hvor uønsket jeg er på denne jord og i, hvor lidt jeg nu ønsker at betræde den. Svanen var på vej til at folde sig ud da jeg mødte min ex'kæreste, men jeg er og forbliver 'Den grimme ælling'.

Jeg forelskede mig så meget i de gode sider, som min ex også har og minimerede de mere dystre sider, i håbet om hun ville lade det gode komme til 'vores' fordel. Jeg har selv mine 'dæmoner' at sloges med og de har nu udviklet sig til et selvhad, jeg er jo alligevel 'bare' den de andre ELSKER at HADE.

Jeg kan ikke længere fastholde mig i den illusion, at der også skulle være et godt liv til mig. 'Det gode liv' er ikke tiltænkt mig og jeg får alligevel ikke det jeg rigtig gerne vil have, om jeg er rig eller fattig, om jeg er hammerende god til rigtig mange ting eller ej.

Jeg tør end ikke bevæge mig frit rundt i byen, af frygt for at møde ex'en eller hendes venner. Ingen kender virkeligheden, den virkelighed der er kommet frem via mine terapier.

En del af mig elsker stadig alt det gode ved hende og en anden del tæsker den del, der elsker, ihjel. Jeg kan ikke længere drive omsorg for mig selv og give mig selv den kærlighed, jeg har brug for.

Før i tiden skulle jeg 'bare' holde op med at drikke, så skulle det nok gå. Nu, drikker jeg ikke og har ikke gjort det og det går alligevel ikke.

Jeg kan stort set alt, men det betyder ikke længere noget. Jeg gør kun noget, for at gøre noget, ikke af lyst. Jeg kan ikke længere fastholde mig i håbet om det bliver bedre. Jeg har gjort og gjort, lige meget har det nyttet.

Had mig, som jeg hader mig selv, jeg er alligevel ikke værd at elske. Behandel mig som DU vil, jeg er alligevel træl af dette liv. Jeg ofre mig gerne, for at DU kan få det DU har brug for, om jeg så skal dø af det.

Som Jesus sagde engang: Tilgiv dem, thi de ved ikke bedre....
Også han måtte selv bære korset, som han blev henrettet på....

Da jeg IKKE er guds søn, skal jeg nok ikke regne med nogen genopstandelse....

Da det eneste i livet jeg virkelig ønsker, er den familie jeg aldrig har haft og jeg ikke har evnerne til at skabe den....

Min Angst for at miste er nu så stor, at jeg end ikke tør skabe et venskab, da jeg nu også har mistet for mange af dem også....

Der er nogen der sigen at: Natten er mørkest ved daggry....
Og livet er ikke som man har det, men som man ta'r det....

Og mig som tænker, hvergang jeg går i seng: Gid jeg ikke vågner i morgen....

Alligevel vågner jeg og aner ikke hvad jeg skal bruge livet til. Jeg har prøvet alt, undtagen at være elsket....

Hvad gør jeg nu???

Mvh
Roma Uomo

[Camillla]

Hej Roma Uomo,

Du er godt nok et første klasses offer, hvor hele verden er onde mod dig, hader dig og ikke vil elske dig... Hvordan kan det være, at det er endt sådan?

Har du overvejet, at når du ikke elsker dig selv, hvordan skal andre så kunne elske dig? Du er jo den, som kender dig selv bedst, så hvis du foragter og hader dig selv, så er vi andre tilbøjelige til at tro, at du ved bedst.

Derfor er 1. skridt for dig ikke at kræve kærlighed fra verden, din eks, dine børn mv. Men det handler om at kræve kærlighed, omsorg og respekt af dig selv...

Især fordi dine børn er IKKE sat i verden for at opfylde dit behov for at være elsket af nogen. De har selv et kæmpe behov for betingelsesløs kærlighed fra deres forældre. De er IKKE ligeværdige, og som forælder har du et kæmpe ansvar for at sørge for, at de ikke vokser op med den tomhed, kærlighedsløshed, følelse af at være uelsket mv. som du slås med nu.

Og så drop offer-rollen. Folk trækker afstand fra den slags, fordi enhver person skaber sit eget liv, så hvis du ikke er tilfreds med tingene, så find ud af hvorfor du selv skabte netop de rammer, og hvad du kan gøre for at ændre på det. Ansvarløse beskyldninger mod omverdenen bliver enormt trælse, fordi de fjerner muligheden for at arbejde med det eneste, som du reelt kan ændre - DIG SELV!!!!

Mvh
Camilla

[PER HOLM KNUDSEN]

Hej Roma Uomo

Præcist som Camilla, vil jeg sige, at det handler først og fremmest om, at du lærer at elske dig selv, så er der da i det mindste én, der har elsket dig inden du om lang tid forlader denne verden, så er der én, der har ønsket dig, altså ud over de andre mennesker, der i kortere eller længere tid har ønsket dig tidligere .

Fortsæt din terapi, fortsæt dit uddannelsesforløb, sørg for at være sammen med andre mennesker, overvej om terapi i en gruppe kunne være godt for dig.



Du skal være velkommen til at skrive igen.

[Roma Uomo]

Hej Cemilla og Per

Jeg ved godt at jeg ikke skal bruge mine børn som omsorgsgivere o.lign.

Jeg ved også, at jeg har gjort rigtig mange gode ting i livet og jeg er rigtig god til de ting og jeg har mistet det hele igen.

Men når man som jeg har omgivet mig med mennesker der i den grad svigter, nedgøre og mishandler mig, fordi jeg ikke har lært at passe ordentlgt på mig selv og ikke kender til andet. Er det endt med at jeg selv mishandler mig selv, fordi jeg er kommet til at tro på det er nok sandt.

Jeg er også kommet til at tro på at alle mennesker er sådan, ikke mindst når mine nærmeste har behandlet mig sådan. Jeg vil ikke gå i nærmere ind på hvordan, men det har været meget slemt og rigtig rigtig grimt.

INGEN har fortjent at blive behandlet som jeg er blevet behandlet !!!

Desværre er jeg også et let offer for at blive misbrugt, med den baggrund jeg har.

Jeg har de sidste par dage tænkt over, hvorfor jeg vælger at være/blive i offerrollen, hvilke fordele giver det mig ???

Jeg er, undskyld mig, skide bange for at det kommer til at ske igen, for at blive mishandlet, svigtet og for at miste igen. Det er et rigtig effektivt forsvar til at holde folk væk med, så mister jeg ikke noget. Men det er et hammerende usundt forsvar og direkte selvdestruktivt.

Men når jeg tænker på det tidspunkt hvor jeg lærte mig dette forsvar og hvorfor, kan jeg næsten ikke lade være med at elske mig og syntes jeg har fortjent bedre.

Når jeg så tænker på hvad jeg er blevet udsat for/ har udsat mig selv for, fordi jeg ikke vidste bedre, så er jeg ret sej, ikke mindst det at trække det frem igen gennem terapierne, der skal rigtig meget mod til.

Og det gør mig rigtig bange at genopleve de ting igen og igen ...

Jeg vil gerne takke dig Camilla for det 'kærlige' spark bag i. Det var dejligt med lidt respons...

Og Per vil jeg gerne spørge om hvilke erffaringer du har med via gestalt-terapi, at finde frem til det tidspunkt hvor jeg lærte mig at forlade mig selv og hvorfor jeg gjorde det, for derved hente mig 'hjem' og tage mig med frem til nutiden igen.

Jeg har hørt det har stor effekt at finde det tidspunkt og årsagen, for at jeg kan vende hjem til mig selv igen.

Mvh.
Roma Uomo

[Camilla1]

Hej Roma Uomo,

Allerførst så misbruger andre os ikke, men vi lader os misbruge. Somme tider fordi vi har en forventning om fremtidige fordele fx hvis hun får lov til X, så må hun da begynde at holde af mig mv.

At du har en fortid med en oplevelse af at være blevet misbrugt betyder IKKE, at du dermed automatisk vil blive misbrugt fremover. Det er et aktivt valg, hvor du kan sige fra og sætte grænser... Så vil folk IKKE misbruge dig, og så har du SELV ansvaret for dit liv.

Offer-rollen har nemlig gevinster. I begyndelsen giver den omsorg, opmærksomhed, forståelse og fjerner ansvaret fra ens egne skuldre. Det bliver ikke DIN SKYLD, at dit liv er røget i grøften, men hele verden burde havde lavet vejen lige for dig, så var det aldrig sket "Dumme Verden"!!!

Jeg tror personligt, at en stor del af din omgangskreds ikke har forladt dig pga. din nedtur, men da du valgte offer-rollen. Det betyder, at du selv vælger en rolle, der får folk til at fravælge og svigte dig, så du kan være endnu mere offer.

Problemet er, at offer-rollen hænger IKKE sammen med forældreansvar. Så du har ikke tid til års terapi - Du må simpelthen tage dig sammen og acceptere ansvaret for dit liv. Vi vælger ikke selv vores barndom, men fra 18-års alderen er de ting, som der sker i vores liv på EGET ANSVAR!

Alle mennesker har op- og nedture, hvor de somme tider må starte helt forfra, skifte branche, forlade kæresten, har konflikter med familien osv. Så du er altså ikke unik, fordi du har skabt en masse og så mistet det igen. Iværksættere starter fx ofte firma 3 gange, førend det lykkes at skabe et firma, der kan overleve på sigt. Tænk hvis de første gang nederlaget kom havde sat sig ned som dig??? Tror du så nogensinde, de havde oplevet successen i slutningen?

Dernæst så pas meget på at gøre fortiden til svaret på dine kvaler. Måske kan du opdage noget i terapi, men livet leves i nutiden, og du har børn, der er afhængige af dig HER OG NU, som ikke kan vente år eller måneder på, at du genfinder din indre identitet og med et trylleslag bliver glad (sagt på en anden måde kommer det heller ikke til at ske) Faktisk er jeg ret sikker på, at terapien får størst effekt, hvis du i nuet arbejder med at ændre din situation dvs. får karrieren op at stå, er en god far, skaber nye venskaber, tager ansvaret for dit eget liv mv.

Det er de SVÆRE trin, fordi man ikke kan snakke sig ud af det - Det kræver handling, og det er noget, som dine indlæg ikke bærer præg af... Så prøv at gøre noget nyt for at se, hvad der så sker. Du ved allerede nu, at beklagelser og offer-rolle får dig frem til dit nuværende udgangspkt.

Camilla

[Roma Uomo]

Hej Camilla

Jeg har svært ved at vurdere om det er dit, mit eller begges behov, du forsøger at dække, men jeg vælger at tro det er begge behov.

Jeg vil gerne give dig ret i det du skriver, men det er ikke så simpelt endda. Det jeg også høre dig sige er det samme som, et voldtægtsoffer selv er skyld i at blive voldtaget eller den der bliver slået selv er skyld i at blive slået. Der er ingen der ønsker at blive voldtaget, slået eller mishandlet.

Jeg troede ikke på det skete og jeg blev så chokeret og handlingslammet, at det nærmest ikke var til at slippe fri, psykisk blev jeg mere og mere nedbrudt. Jeg troede ikke hun vil være sådan, men det vil hun, ligesom min far vil, så er det et valg som de har truffet.

Når man som jeg fået sprængt sine grænser fra barnsben og har været udsat for det ene overgreb efter det andet, er blevet afkrævet at dække andres behov uden selv at blive mødt eller tilgodeset, så betyder det kærlighed inden i mig.
Jeg kan ikke gøre for at jeg har et indre kodeks der siger: Slå mig og jeg elsker dig, udnyt mig og jeg elsker dig endnu mere, bare du siger du elsker mig, så vil jeg gøre alt for dig.

Da mine grænser ikke er blevet respekteret, har jeg svært ved selv at mærke dem og vide mine grænser er okay. Det er heller ikke normalt for mig at blive mødt i mine behov, hvorimod jeg er verdensmester i at møde andres behov. Det bliver man syg af og man ender som en psykisk grønsag, det gjorde jeg også.

Der findes mennesker der mere eller mindre udspekuleret passer til min personlighedsstruktur, som bevidst eller ubevidst udnytter mennesker som mig. Mennesker der er fuldstændig ligeglade med andres følelser og behov, psykopater som min bl.a. far og min ex’kæreste, men de har også noget der drager mig ubevidst. For mig er det ligefrem normalt og trygt at være sammen med den slags mennesker, men desværre bliver jeg også ødelagt af det.

Psykopater er som børn, sindssyg gode til at finde til at finde de knapper der skal trykkes på, for at få deres vilje og jeg har rigtig mange knapper. De ved lige nøjagtigt hvad de skal stille modparten i udsigt for at holde dem fast, indtil de ikke kan bruge dem mere eller man til sidst af frygt for sig liv, som jeg, må flygte.

Da jeg har så mange udækkede behov og altid har været vant til at ’betale’ dyrt for dem, er jeg let at manipulere med, kan jeg forelske mig i et træ i den tro at nu er lykken gjort. Men jeg skal også hele tiden passe på jeg ikke kommer til at misbruge andre, fordi mine behov har vokset sig store og jeg har ikke lyst til at misbruge andre. Jeg ender med at blive som mine bødler og det vil jeg bare ikke.

Men jeg gør faktisk noget, selvom det nærmest er umenneskeligt svært. Jeg har også brug for at være den lille, at være til besvær, at brække mig over mig selv og andre. At stortude over det lort jeg har fået med hjemmefra og de konsekvenser det har haft for mig.

Mvh.

Roma Uomo

[camilla2]

Hej Roma Uomo,

Når jeg skriver tingene lidt hårdt, så handler det om, at jeg har stået PRÆCIS, hvor du står. Jeg blev anbragt uden for hjemmet som 8-årig, har opvokset i en alkoholisk familie og der har været masser af mennesker, der ikke behandlede mig okay.

Jeg har også selv prøvet at få mine grænser overskredet, haft svært ved at mærke mig selv, været sammen med udnyttende mennesker osv.
Det er noget møg, og det er irriterende, at det skal være sådan...

MEN DU ER IKKE ET OFFER!!!

Måske har du ikke tidligere lært at sætte grænser, men så må du lære det. De færreste mennesker vokser op med perfekte forældre, hvor de har lært alting, og du kommer INGEN vegne ved at kigge bagud og pege fingre.

Du må simpelthen tage dig sammen og komme igang. Hvis folk ikke behandler dig okay, så må du trække afstand, sige fra eller på anden vis markere dig. Somme tider kan selvudslettende mennesker få næsten de mest betænksomme individer til at fremstå egoistiske og udnyttende, uden at det behøver være sådan. Men INGEN er tankelæsere, så hvis du ikke selv siger, hvad du har det okay med, så ved andre det ikke.

Dernæst har du et KÆMPE ANSVAR overfor dine børn. Du skal være den voksne, og du skal være der for dem - IKKE omvendt!!!!

Camilla

[PER HOLM KNUDSEN]

Hej Roma Uomo

Når Camilla skriver: "DU ER IKKE ET OFFER!!!!" - så giver det kun mening, med et NU!! Altså DU ER IKKE ET OFFER NU!!!!

Derfor prøver gestaltterapien osse at holde sig til nuet, hvordan får jeg lukket de gamle uafsluttede gestalter nu, hvordan stopper jeg at betragte mig som offer nu. Det er lige nu, jeg lever. Psykologisk arkæologi kan være udmærket, men det skal have med nuet at gøre.

Vi har alle brug for nogen gange at være små, umulige osv., men vi må selv tage ansvaret for den "lille" side, den skal vi ikke overlade til andre, med mindre vi har aftalt det med den anden. Det er f.eks. hvad man bl.a. gør i psykoterapi.

Det er godt at få tudet over lortet fra den gang, hvis det letter. Og dit liv leves lige nu, nu mens du læser dette!

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Og Camilla, hvorfor får du dig ikke et brugernavn, så behøver du ikke de mange numre?

[Roma Uomo]

Hej Camilla

Jeg vil rigtig gerne sige til dig mht. børnene og deres mor.

Jeg har gennem hele mit ægteskab med børnenes mor, levet i et forhold hvor hun ikke respekterede mine grænser, trusler om at forlade mig og tage børnene med, uden hun har følt og taget ansvar for sin del af ægteskabets vel. Efterfølgende er jeg blevet anklaget for alt på nær insest, har jeg frivilligt afgivet forældremyndighed, for at mildne presset på børnene.
Med en samværsresolution i hånden og adskillige undskyldninger for IKKE at sende børnene på samvær, tre retssager om samvær, hvor jeg får medhold. Alt sammen med støtte fra advokater, Foreningen Far, socialrådgivere og psykoterapeuter, for at jeg både tager hensyn til børnene og mig selv i det. Der findes ikke nogen løsning og alt er prøvet, moderen vil IKKE samarbejde.

Børnenes mor har ikke villet respektere mine grænser og hun har til enhver tid været villig til at underkende mine grænser over for børnene, derfor respektere børnene heller ikke mine grænser. Hun bruger gerne børnene imod mig og benytter enhver lejlighed til det. Det kan jeg ikke gøre noget ved, hun har det længste strå og uanset hvor godt det har gået, har hun bare fundet på noget nyt, som argument for manglende samvær. Jeg har overholdt samtlige aftaler i statsamtet og tilbudt div. tænkelige løsninger, uden held. 14 dage efter en samarbejdsaftale er underskrevet, en irettesættelse fra dommeren, trusler om dagbøder osv. er alting glemt og alt er ved det gamle, følelsesmæssig afpresning og grene med børnene som våben.

Jeg har brugt mere end seks år på samværet skulle fungere og alles behov skulle tilgodeses. Jeg skylder ikke nogen noget, andet end mig selv, at passe på mig selv.

Da jeg møder min ex’kæreste har jeg aldrig haft det så godt før og aldrig vidst hvad jeg kunne tillade mig at forvente af livet. Jeg kendte en stor del af mine behov og vigtigheden af at jeg fik dem dækket. Jeg gav også udtryk for mine behov og indgik i forholdet med indstillingen til forholdet, at alles behov var lige vigtige. Det blev forventet at jeg skulle lege gætte leg dvs. at jeg skulle gætte og opfylde hendes behov, lige meget hjalp det.
Jeg har også brug for at kunne tale om følelser og blive mødt i dem, det blev jeg heller ikke i det forhold. Havde jeg sagt eller gjort noget forkert eller jeg ikke kunne gætte hvad hun havde brug for, blev jeg/det ignoreret også selvom jeg spurgte om det havde noget med mig at gøre, var svaret nej. Senere kunne jeg så finde ud af at det havde det, selvom jeg havde insisteret på at få talt om problemet. Det var en umulig opgave både at imødekomme mine, ex’ens og hendes datters følelser og behov.

Jeg har aldrig kunnet mærke mig selv så meget som jeg har kunnet sammen med min ex’kæreste og været så bevidst om mine følelser og behov. Min ex var fuldstændig ligeglad med mine følelser og behov også selvom jeg fortalte hende at det var en trussel på mit liv og helbred, at jeg ikke kunne holde til det. Det har skræmt mig helt vildt at nogen kan lyve og benægte så meget og være så kynisk ligeglade med andres liv og helbred i kærlighedens navn. Og ikke mindst at jeg ikke så hende som så farlig som hun er for mig, at jeg i forelskelse og kærlighed til et andet menneske, er i stand til at se bort og stole blindt på den udkårende.

Mht. det at være den ’lille’ mener jeg at man i parforhold skal kunne støtte og give omsorg for hinanden langt hen ad vejen. Man skal ville både sig selv og den anden det godt og være villig til at gøre det der skal til, for at alle har det godt. Har den ene et problem, så har parforholdet et problem og så må man finde en løsning som alle har det godt med. Det samme gør sig gældende i et nært venskabsforhold.

Mvh.

Roma Uomo

[camilla2]

Hej Roma Uomo,

Det lyder ikke som en sjov omgang, du har været igennem.

I forhold til børnene er det DIT ANSVAR at sætte dig i respekt hos dem uanset, hvad din eks-kone har sagt. De vil måske være præget af hendes holdning i begyndelsen, men hvis du viser dem grænser og konsekvens, så skal de nok ændre holdning.

Som jeg ser det, så er et af dine problemer, at du beder folk, om det du gerne vil have, men der er ingen konsekvens, hvis de ikke retter sig efter det? Det bliver der nødt til at være, hvis du virkelig ønsker at blive taget alvorligt og have andres respekt.

Omkring din nye eks-kæreste, så oplever mange forelskede en vis blindhed i begyndelsen. Men det er DIT ANSVAR at reagere, når du opdager, at din virkelighed ikke stemmer med illusionen. Dit syn på, hvordan et forhold skal køre, er ikke nødvendigvis delt af nogen anden. Det betyder, at du må undersøge, hvad din partner forventer og ønsker at give i et forhold, hvad vedkommende opfatter som et godt forhold osv.

Hvis du oplever, at nogen krænker dig, ikke respekterer dig eller at du ikke trives i forholdet - så er det DIT ANSVAR at trække dig, sætte en grænse eller på anden vis markere, at du ikke vil finde dig i det. Som jeg læser, så er problemet gennem hele din historie med børn, eks-kone og eks-kæresten, at du beder om nogle ting, men der er ingen grænse, konsekvenser eller andet, hvis folk ikke lytter til dig.

Og en anden pointe - Du vil gennem dit liv møde masser af mennesker, der har helt andre syn på, hvordan et forhold skal køre, så du må forsøge at blive klog på, om I overhovedet har et nogenlunde ensartet syn på det, fordi dit syn på forhold er ikke bedre end deres, men du vil næppe føle lykke, hvis du bliver i sådan et forhold.

God vind fremover...

Camilla

[PER HOLM KNUDSEN]

Hej Roma Uomo

Jeg har ændret lidt på et uddrag af din tekst for at tydeliggøre din problemstilling:

"Jeg har gennem hele mit ægteskab med børnenes mor, levet i et forhold hvor jeg valgte at leve med, at hun ikke respekterede mine grænser, hvor jeg valgte at leve med hendes trusler om at forlade mig og tage børnene med, hvor jeg valgte at leve med, at hun ikke har følt og taget ansvar for sin del af ægteskabets vel. Efterfølgende er jeg blevet anklaget for alt på nær incest, har jeg frivilligt valgt at afgive forældremyndighed, for at mildne presset på børnene."

Jeg kom til at tænke på en lille historie om FUGLEN, som jeg tænker du kunne bruge.

Du skal være velkommen til at skrive igen.