Ja, hvor skal jeg starte?
Har levet min barndom med fraskilte forældre, blev dengang fortalt af min mor, at min far ikke havde tid til at se mig, fordi han havde en dame, men som 9 - 10 årig (jeg er idag 21) begyndte jeg at komme hos min far og hans kone hver anden weekend. Er blevet slået og sparket af min mor, men jeg fik nok som 12 årig og flyttede hjem til min far og hans kone, min mor kontaktede mig og bad mig om at flytte tilbage til hende, og lovede mig at hun aldrig ville slå mig igen. Jeg flyttede tilbage, selvom jeg kunne se at det sårede min far rigtig meget.
Min mor havde løjet for mig, og allerede et par dage efter, blev jeg slået igen, turde ikke fortælle min far det, for var bange. Jeg havde på det tidspunkt haft en kæreste i 1½ år, som jeg var rigtig glad for. Jeg blev gravid med ham
, min far og hans kone ville hellere end gerne hjælpe mig, og jeg tog i mod deres hjælp. Flyttede straks hjem til min far en dag, hvor min mor ikke var hjemme, de sørgede for at jeg kom på sygehuset og fik en abort.. Min daværende kæreste havde efterhånden været mig utro nogen gange, (han fortalte mig det selv hver gang) men tilgav ham hver gang.. Min far og hans kone hjalp mig til at forstå at det ikke var okay, og hjalp mig igennem da jeg brød med min daværende kæreste.Som 16 årig mente jeg at jeg var parat til at prøve at få en ny kærste, jeg tog den første som gjorde indtryk på mig, en udlænding, som var 10 år ældre end jeg. Jeg faldt for ham, selvom jeg vidste han var gift, og havde en lille pige.
Jeg blev rigtig glad for ham, og ville pludselig gøre alt for den mand.. Når vi var sammen var det hos nogen venner eller hjemme hos mig når mine forældre ikke var der, da jeg godt vidste det var forkert af mig. Jeg blev forelsket og ville gerne dele mit liv med ham, og det fortalte jeg ham nogen gange og hver gang fik jeg samme svar: "Det skal du nok komme til en dag, jeg elsker dig og vi skal være sammen ! Dumme dumme mig og hoppe i den fælde, men det gjorde jeg altså.
Som 17 årig flyttede jeg i egen lejlighed, vi var sammen næsten hver dag. Jeg fik nye bekendtskaber, som åbenbart kendte min fyr rigtig godt, og de vidste da at han ikke kun var sammen med mig, men med rigtig mange piger, jeg spurgte ham, de første mange gange, sagde han nej, jeg er kun sammen med dig, men det var bare løgn, efter noget tid var han ærlig og fortalte mig at han havde været sammen med andre piger, jeg tilgav ham og så havde han igen været sammen med en anden, jeg tilgav ham igen og igen, og han gjorde det igen og igen.. Han stoppede faktisk aldrig. Vi gik fra hinanden og fandt sammen igen og sådan fortsatte det i 3 år. Vi skændtes hver dag, jeg var jaloux og hvis han ikke svarede på sin mobil, blev jeg bare ved at ringe, hvis han slukke den, gik jeg gerne ud kl 3 om natten for at se om jeg kunne finde ham nogen steder, eller om hans bil stod hjemme ved ham selv, jeg begyndte at blive sur på de piger han havde været sammen med, og truede dem desværre med en masse, som jeg har fortrudt idag. Men altså, jeg ville gøre alt for at finde ham.. til sidst gik det helt galt, en dag slog han mig, og jeg brød helt sammen, forlod ikke min lejlighed i en uge, ringede til ham hele tiden, havde jo tilgivet ham for det også
Vi begyndte at ses igen, og endte sammen sted som før, igen var jeg jaloux.. En dag blev vi enige om at det her det ikke gik længere (6 mdr siden), jeg havde jo os været så dum og tro at han ville forlade sin kone på et tidspunkt, men nej.. Dette var dog ekstemt hårdt for mig..Jeg har nu denne skønne og dejlige danske fyr, som havde været min bedste ven i 1½ år, og vi er glade for hinanden, jeg har fortalt ham at jeg kan ikke være hans kæreste endnu, fordi jeg ikke stolede på ham, selvom han aldrig havdet gjort noget der skulle få mig til ikke at stole på ham. Vi blev enige om at vi ikke skulle ha' seksuelt samvær med andre, men kun med hinandenn, for vi vil jo gerne ha det til at fungere... Og den dag vi blev enige om det, sagde han at han blev nødt til at fortælle mig at han havde været sammen med en anden for en uge siden på det tidpunkt, jeg tilgav
Siden har der heller ikke været noget, men kan bare ikke stole på ham, jeg vil rigtig gerne bygge noget videre med ham, men det er så svært for mig, for er så bange for at blive såret igen.. Han fortæller mig at jeg kan sagtens stole på ham, men ja, den har jeg godt nok hørt mange gange. Tror ikk at han kunne finde på at gøre mig ondt, eller være mig utro, men alligevel er der noget der siger mig at jeg ikke kan stole på ham? Er det fra mine tidligere forhold, det dukker op, eller er det for den gang med min mor?
Jeg er rigtig bange for at han en dag smutter, fordi jeg ikke kan finde ud af at stole på ham.. (Jeg stoler desværre ikke på ret mange folk, selvom jeg virkelig gerne vil)
Ham den udenlandske begyndte for 2 uger siden at skrive til mig, om vi ikk snart skulle snakke sammen, jeg inviterede ham hjem til mig, og så kom alle følelserne tilbage igen, vi har skrevet en smule sammen siden vi har ses der, for har virkelig hevet mig selv i nakken for ikke at skulle tilbage til det samme med ham, for ønsker virkelig at prøve at ha en dejligt forhold til min nuværende fyr.
Jeg elsker stadig ham den udenlandske, det kan jeg mærke, jeg kan ikke glemme ham og tænker flere gange på ham om dagen, også selvom jeg er sammen med min fyr, det går ud over min fyr, jeg begynder at tro at han ser en anden og at han ikke længere vil prøve at bygge et forhold op til mig, som var meningen.. Han siger igen, at jeg skal stole på ham. Men jeg kan ikke? Er det hele min egen skyld?
Hilsen Carina
Inden du vælger en psykoterapeut, så kig lige på denne side om