Jeg er oprigtigt glad for, at se, at andre kan relatere sig til dette emne - det får mig til at føle, at jeg ikke er så alene og ensom med mine meget negative tanker og forladthed
Når jeg skriver det med, at jeg ikke kan kræve noget, så skal det ses i en bredere forstand end sex, men problemet er især gældende for sex. Jeg kan ikke håndtere det at ønske mig noget - f.eks. at min partner ikke sårer mig, er ondskabsfuld og nedladende eller vender situationen mod mig på et banalt problem ved pludselig at sige, at "der ikke er nogen grund til at hidse sig op", når jeg rent faktisk taler helt roligt. Jeg bliver afsindig rasende indeni og kan ikke håndtere situationen, så frustrationen hober sig op.
Jeg føler, at jeg har ladet hende lave det dybeste sår i mit selvværd, som kan tænkes og jeg føler bare ikke, at hun vil tage sin del af ansvaret. Det er så frustrende og jeg ved ikke, hvordan jeg skal slippe af med alle disse følelser. Hvad tror du, Per?
Det er gået op for mig, at jeg ubevidst søger smerten, at blive afvist, blive såret, blive tilintetgjort. Det lyder underligt, men vi skal tilbage i barndommen her, hvor jeg i den grad blev berøvet min evne til at vise og beside følelser. Jeg sad netop og læste i Pers parterapi bog og får endnu en indsigt, om hvorfor jeg søger denne utålelige smerte igen og igen (gentagelsestvang). Lige nu føles det mest som et ubevidst behov for at blive trøstet og blive taget sig af - en slags syg form for medlidenhed fra andre, som måske kan opnåes ved at søge smerten.
Det er sku uhyggeligt synes jeg. Og det bekræfter i den grad min hypotese, at jeg ubevidst har fundet en partner, som afviser mig, som ikke kan klare mine ønsker/behov, som, aldrig tager fejl selv, som trykker på mine allermest smertefulde knapper.
Nu vil hun meget gerne have forholdet til at fungere, for jeg er nu 100% ærlig omkring min situation, og det har nok sat noget i gang hos hende. Men hun har meget svært ved at klare min ærlighed. Hun ønsker, at jeg skal kramme, putte, sige, at jeg elsker hende (hendes behov), men det kan jeg ikke. Ikke engang sex eller fysisk nærvær kan jeg klare. Mine følelser går i alle retninger, og jeg kan/vil først sige elsker, når jeg virkelig igen får følelsen (om muligt). Alt for længe har jeg spillet en anden person, som hun ønskede, men som ikke var mig, og det gør jeg bare aldrig nogensinde mere.
Det store spørgsmål for mig lige nu er, om jeg nogensinde vil kunne finde mit sande medfødte jeg eller om dette er helt destrueret gennem alle årene. Hvad tror du, Per?
Jeg bølger frem og tilbage mellem følelserne - har lige haft 5 hårde dage med et klarsyn omkring skilsmisse, som det eneste rigtige og ægte, og så pludselig i løbet af 1 time, så vender jeg om på en tallerken, og vil igen forsøge at få det til at fungere (dog kun hvis det er ærligt og ægte).
Pers bog må siges at være meget direkte og ærlig
, men tager et lidt andet udgangspunkt end der hvor jeg er lige nu. Men den er fantastisk og bringer en masse ubevidst smerte op til overfladen.Jeg ved, at uanset hvad, der sker med os, så ville jeg slet ikke kunne klare et nyt forhold, før jeg har fået styr på mine følelser eller mangel på samme. Og da ville jeg for første gang nogensinde kræve noget af min partner: åbenhed, ærlighed og nærhed.
Kærligst
Carsten
- at acceptere det (for en tid). Det gør jeg, og jeg har også fortalt hende en del. Hun krævede, at jeg så tog stilling til nu, om jeg ville skilles, men jeg er altså ikke nået til denne beslutning endnu, og sagde, at jeg ikke kunne træffe beslutninger, som hun havde brug for - det måtte hun selv gøre. Jeg er slet ikke bange for, om hun forlader mig, men jeg vil være stensikker selv inden jeg træffer den slags beslutninger - mest af hensyn til ungerne 
Phillip C. McGraw: FØRSTEHJÆLP TIL PARFORHOLD - Sådan genfinder I kærligheden, Borgen
.
