Mænd og manglende lyst til sex efter graviditet

[Malou]

Jeg er en kvinde på 31 år, som fødte en søn for 4 mdr. siden. Jeg har en spørgsmål ang. mænd og deres behov / lyst for sex efter en graviditet.

JEG HAR ET SPØRGSMÅL TIL DE MANGE MÆND DERUDE.

Situationen er den, at en kvindes krop ændrer sig efter en graviditet og fødsel, det har min også gjort. Jeg har altid været i god fysisk form, men grundet min graviditet har den ændret sig, og jeg er blevet en smule overvægtig.

Jeg har altid har lyst til sex med min mand, og har altid taget initiativet til sex. Men min mand siger desværre nu 4 mdr. efter graviditeten, at han ikke kan have sex med mig, fordi jeg er blevet overvægtig, og at han ikke bliver ophidset.

Han siger dog, at han ikke har problemer med at holde mig i hånden offentligt, men kan ikke rører ved mig bag lukkede døre i sengen.

Pga. af efter fødselsproblemer, dårlig ryg og forskubbet haleben, er det endnu ikke muligt for mig, at træne mig tilbage i form.

Spørgsmålet er nu....

Jeg er skuffet og meget ked af denne besked fra min mand, da jeg mener han bør respekterer den store belastning og de mange fysiske ændringer, min krop har været igennem.

Skal en mand ikke elske og holde af sin kvindes krop uanset, hvordan den komme til at se ud. (vejer 10 kg for meget) I øvrigt er det i mit tilfælde uforskyldt, da en graviditet ændrer på kroppen, om man vil det eller ej.

Elsker han mig som jeg i virkeligheden er i hjertet, eller var det kun mit tidligere udseende han elskede

Skuffelsen over hans manglende indsigt og lyst til mig er så stor, at jeg overvejer at forlade ham.

Er det forkert af mig, at reagerer så voldsom på denne besked for min mand

Hvad skal jeg gøre?

[PER HOLM KNUDSEN]

Hej Malou

Det er måske rigtigere at skrive: "Din mand og hans manglende lyst til sex efter graviditet", fordi man kan ikke slutte noget om mænd, blot fordi din mand ikke har lyst. De fleste mænd har ingen problemer.

Det er selvfølgelig dybt sårende, at han forholder sig sådan til dig - ukammeratligt vil jeg nok sige. Kunne det tænkes, at det dækker over andre problemer i jeres forhold? Og det kan tænkes, at han er overrumplet af det at blive far, det sker for både mænd og kvinder, at den pludselige forældrerolle er overvældende, og at man m/k derfor kommer til at reagere uhensigtsmæssigt.

Det er et rigtigt dårligt tidspunkt at træffe drastiske beslutninger på! Det at få et barn er under alle omstændigheder en stor omvæltning, som man skal vænne sig til. Måske skulle du hellere foreslå ham noget PARTERAPI. Inden du/I evt. vælger en psykoterapeut så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

[Malou]

Kære Per.

Tak for hurtig tilbagemelding.

Jo...du har ret "min mand" skulle jeg nok ha´skrevet istedet. Min mand og jeg har snakket vores problem til døde, og jeg er kommet til et sted i livet hvor jeg ikke aner hvad jeg skal stille op.

Han forstår simpelthen bare ikke, hvorfor jeg er så ked af det....

Vi begyndte i parterapi, kort tid efter fødsel, dels pga. vi ville kæmpe for at holde sammen og forhindre at glide fra hinanden nu hvor der er et (kolik)barn involveret og dels fordi jeg har presset ham til at deltage for at redde forholdet.
Desværre lægger han ikke alvor i denne terapi, da han ikke mener problemet med hans manglende intime nærvær er så stort!!!!

Jeg har selvfølgelig spurgt ind til ham, om der skulle være en anden tilgrundliggende årsag for hans manglende lyst eller intime fravær.
Han har altid været meget åben og ærlig, så det må jeg forholde mig til. Og jeg stoler på ham, når han siger at det er ganske enkelt fordi, at han ikke "tænder" på mig pga. af min overvægt. (han er selv meget fysisk aktiv)
Ydermere siger han, at det er normalt for ALLE mænd at "tænde" af, når kvinden ændrer sin fysiske figur.

Vi har ALDRIG haft problemer i forholdet før vores datter blev født.
Vi har altid kunnet snakke, lytte, accepterer og respekterer.

Men det gik fuldstændigt galt, da jeg tog 10 kg på i vægt pga. graviditeten.

Han har levet op til sin rolle som FAR, med et stort 13-tal. Han er en helt fantastisk far og har ikke virket (overfor mig) overvældet over den nye rolle. Tværtimod er han fuldstændig afklaret med denne rolle og elsker at være far.

Jeg er begyndt at sove med tøj på om natten, i frygt for, at han skal se min krop, som han, giver klart udtryk for, at han ikke kan lide. Jeg har efterhånden fået fysiske stress symptomer (ondt i mave, hovedpine osv.)

Jeg ved, at jeg hurtigt kommer i form igen og taber mig, når jeg må begynde at træne igen om 2 mdr.
Men så tænker jeg desværre, at når jeg opnår min tidligere fysiske form og vægt, skal han aldrig røre ved mig - det må være straffen....

Jeg spurgte ham hvad der ville ske hvis jeg ikke kunne kommer til at se ud som før vores datter kom til verden. Han svarede: "så må jeg jo se om jeg kan lærer at leve med det"

Vi lovede hinanden i med og modgang i kirken...det gælder vel i alle henseener.

Hvordan skal jeg nogensinde føle mig sikker og føle, at det er rart, når han rører ved mig og det ikke er fordi jeg tvinger ham eller han føler sig presset?

Men hvordan skal jeg nogensinde igen føle at min krop er tilstrækkelig (for ham)?

Hvordan skal jeg kunne tilgive ham?
Hans ord og manglende handlinger....æder mig op indefra dagligt..... så hvordan kan jeg forklarer ham, så ham forstår, hvor "uhensigtmæssigt" eller "ondskabsfuldt" er det, at hører det fra den mand man elsker?

Hjælp med mig at få ham til, at forstå hvordan det føles at være mig....

[PER HOLM KNUDSEN]

Hej Malou

Ja du har jo tilsyneladende prøvet med det gode, parterapi, snak osv. og det har ikke hjulpet, så måske er der kun lige nu den udvej, der hedder Forslag om skilsmisse - og hvis det ikke kan vække ham, så er han død inden i.

Hvis han så kommer på bedre tanker, så var det måske en ide igen at prøve med noget PARTERAPI. Der er åbenbart nogen væsentlige punkter som solidaritet, venskab, empati som ikke helt er faldet på plads. Hvis I så vælger at fortsætte jeres forhold, så må du til den tid lære at se fremad og at tilgive ham? Vi kan alle være dumme og uvidende på tidspunkter i vores liv. Og lige nu kan jeg godt forstå, at du både er fortvivlet og vred.

Du skal være velkommen til at skrive igen.