Jeg føler mig så afvist
: 18. jun 2007 17:07
Min mand og jeg har været sammen i 10 år. Inden da havde vi et skjult forhold i 5 år, vi levede begge i andre forhold. Vi har begge store/voksne børn. Vi havde et meget lidenskabeligt og hedt kærlighedsforhold.
Da vi flyttede sammen for 9 år siden, ændrede dette sig næsten fra den ene dag til den anden. Min mand (vi er nu ikke gift) væmmedes ofte ved mig og ville ikke længere kysse mig. Vendte faktisk hovedet væk i væmmelse. Vi skændtes meget - om alt muligt, og meget heftigt.
Vi går næsten aldrig i seng sammen og kysser altså heller aldrig. Jeg er så ked af det, jeg har svært ved ikke at føle, at livet på en måde har snydt mig lidt. Jeg har været så forelsket i min mand, men efter at have grædt mange tårer i mange år og ventet og ventet, er jeg nu mere vred på ham. Min fornemmelse er, at han aldrig har accepteret sin skilsmisse og den smerte, han måtte påføre sine børn.
Vi har det faktisk fint med hinandens børn.
Vi har prøvet terapi - desværre uden at det hjalp, nu tænker jeg, at det måske snarere er en sexolog, vi har brug for. Eller måske en terapeut, som giver os noget konkret at arbejde med sammen, det gjorde den forrige slet ikke. Udover et stykke papir med girafsprog.
Måske kan min mand kun tænde på uforpligtende, skjult sex? Eller også er jeg bare helt utiltrækkende.
VH Anne
Da vi flyttede sammen for 9 år siden, ændrede dette sig næsten fra den ene dag til den anden. Min mand (vi er nu ikke gift) væmmedes ofte ved mig og ville ikke længere kysse mig. Vendte faktisk hovedet væk i væmmelse. Vi skændtes meget - om alt muligt, og meget heftigt.
Vi går næsten aldrig i seng sammen og kysser altså heller aldrig. Jeg er så ked af det, jeg har svært ved ikke at føle, at livet på en måde har snydt mig lidt. Jeg har været så forelsket i min mand, men efter at have grædt mange tårer i mange år og ventet og ventet, er jeg nu mere vred på ham. Min fornemmelse er, at han aldrig har accepteret sin skilsmisse og den smerte, han måtte påføre sine børn.
Vi har det faktisk fint med hinandens børn.
Vi har prøvet terapi - desværre uden at det hjalp, nu tænker jeg, at det måske snarere er en sexolog, vi har brug for. Eller måske en terapeut, som giver os noget konkret at arbejde med sammen, det gjorde den forrige slet ikke. Udover et stykke papir med girafsprog.
Måske kan min mand kun tænde på uforpligtende, skjult sex? Eller også er jeg bare helt utiltrækkende.
VH Anne