Hvordan når vi det sidste stykke vej ?

Her kan du komme med spørgsmål, svar og kommentarer om KVINDER OG LYST
Besvar
Den varme&kolde

Hvordan når vi det sidste stykke vej ?

Indlæg af Den varme&kolde »

Hej,
Min kone og jeg har kendt hinanden i syv år. Vi er begge først i fyrrerne og har to mindre børn. Og vi har sådan ét "hønen-og-ægget"-problem, der handler om manglende lyst.

Min kones lyst til erotik er meget mindre end min og i perioder på 1-2 måneder kan hun sommetider "stå af" sexlivet. Det påvirker mig meget :( . Jeg trækker mig ind i mig selv, bliver tom inden i og mister følelsen af tæt samhørighed med "min kvinde". Kan blive deprimeret og fraværende i de kolde perioder.

Når man er tom, er der ikke meget at give af, og det beklager min kone sig over i de kolde perioder. At jeg ikke er nærværende nok, ikke kærtegner nok, ikke viser ømhed uden at forvente intimt samvær. Så prøver jeg at give alligevel - at stryge hende over håret og ryggen, give små gaver, arrangere udflugter for os to alene - og jeg føler mig TOTALT drænet. Hvis jeg rører hendes bryster eller lår i de kolde perioder, fjerner hun min hånd, og nævner jeg, HVOR meget jeg savner intimitet med hende, "presser jeg hende" - siger hun. Og så skal tilliden opbygges forfra. Det mærkelige er, at NÅR vi så kommer det sidste stykke vej og har sex, giver hun klart udtryk for, at det er godt og tilfredsstillende. Og så kommer vi ind i en varm periode, hvor sex er en del af vores liv med hinanden, og hvor vi elsker cirka en gang om ugen - og nusser og kæler.

Men hun har magten, sådan er jeg begyndt at føle det, til at gøre mit liv godt eller dårligt. Hvordan får vi et ligeværdigt forhold, hvor jeg kan have ønsker og behov for sex på samme måde som hun kan have ønsker og behov for "uerotisk nærvær" ?

Håber meget på svar - og på forhånd tak for det
Den varme&kolde
Brugeravatar
PER HOLM KNUDSEN
Site Admin
Indlæg: 5560
Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16

Svar: Hvordan når vi det sidste stykke vej ?

Indlæg af PER HOLM KNUDSEN »

Hej Den varme&kolde

Hvad er din kones forslag til løsning på jeres fælles problem?

Med hensyn til "at føle sig presset" fordi ens partner har lyst til sex med én, så plejer jeg at foreslå, at man ser det på en lidt anden måde. At man tænker på at partneren kommer med en rigtig god gave til én, man har selvfølgelig altid lov til at sige Nej tak til gaven. Det er unægteligt lidt anderledes at få beskeden: "Dejligt at du har lyst til sex med mig, tak for det, og jeg har ikke lyst lige nu." End: "Åh, du presser mig hele tiden!" Eller tænker du ikke på andet!"

Læg mærke til, at der er forskel på, at "hun har magten, sådan er jeg begyndt at føle det," og "hun har magten, sådan er jeg begyndt at tænke det,". Det handler om, at du tænker sådan. Tanker kan du gøre noget ved, det er langt sværere ved følelser.
Hvordan kunne du evt. tænke anderledes?

Måske skulle I overveje noget PARTERAPI.
:idea: Inden du/I evt. vælger en psykoterapeut, så kig lige på denne side om VALG AF PSYKOTERAPEUT, SEXOLOG ELLER PSYKOLOG.

Og måske kunne I have glæde af denne bog Phillip C. McGraw: FØRSTEHJÆLP TIL PARFORHOLD - Sådan genfinder I kærligheden, Borgen.

Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk
Den varme&kolde

Hvordan når vi det sidste stykke vej ?

Indlæg af Den varme&kolde »

Tak for svaret, Per Holm Knudsen.
Jeg har valgt at tage imod dit tilbud om at skrive igen, idet jeg gjorde som du foreslog og kontaktede en "professionel trediepart". Fik med kort varsel en tid til parterapi for min kone og mig og fortalte min kone, at jeg tror, at vi skal gøre noget, og havde hjælp til det - og ikke lade tingene gå deres skæve gang.
Mit forslag blev hældt glat ned ad brædtet.
Min kone vil ikke være med til parterapi, da hun "ikke kan se hvad det skulle nytte at tale med fremmede", og "ikke vil stikke mig blår i øjnene ved at lade som om, at hun går ind i parterapi med vilje til et kompromis".
Jeg blev ked af det, for det lukkede den sidste dør, jeg har kunnet se til at få talt vort forhold igennem. Når vi selv har forsøgt, er det ikke gået særligt godt. Min kone VIL af en eller anden grund ikke tale om sexliv på anden måde, end at det er min skyld - min mangel på nærvær, interesse og omsorg - at tingene ikke fungerer. Problemet bliver smidt over på mig, og jo mere, jeg insisterer på at intimitet og sex er noget fælles, jo mere skubber min kone ansvaret for vore problemer over på mig.

Jeg kan kun se én løsning nu - skilsmisse - men vil utroligt gerne, at du, eller andre, kan se en anden. For vi har to drenge på 6 og 4½ år, og jeg har en frygtelig skyldfølelse over, at mit behov for at være nær min kone er ved at koste dem deres trygge familie med både en far og en mor. Jeg må sommetider køre væk for at græde, det er så forfærdeligt.

Den kolde&varme
Brugeravatar
PER HOLM KNUDSEN
Site Admin
Indlæg: 5560
Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16

Svar 2: Hvordan når vi det sidste stykke vej?

Indlæg af PER HOLM KNUDSEN »

Hej Den varme&kolde

Man kan som bekendt vise hesten, hvor vandtruget er, men man kan ikke tvinge den til at drikke.

Når hun ikke vil være med til en konstruktiv løsning som PARTERAPI, ja så kan der jo være en grund til at tage de lidt kraftigere midler i brug.
Sig f.eks. til hende: "Fælles problemer kræver fælles løsninger. Jeg vil gerne være sammen med dig og i fællesskab finde en løsning, vi begge kan leve tilfredsstillende med. Jeg har foreslået hjælp ude fra, PARTERAPI, da vi åbenbart ikke selv har kunnet løse problemerne. Hvad er dit forslag til en fælles løsning, vi begge kan leve tilfredsstillende med? Kan vi ikke finde en løsning, er der for mig kun én udvej, skilsmisse!"

Skilsmisse er en god løsning for børn i et forhold, hvor forældrene ikke kan finde ud af at have et tilfredsstillende liv sammen. Hellere 2 glade forældre :D :D, der lever hver for sig, end 2 sure og utilfredse forældre [fork], der lever sammen. Så lad være med at tage børnenes trivsel som gidsel for din usikkerhed for fremtiden. I dag lever masser af børn fortrinligt med skilte forældre.

Og inden du endelig vælger skilsmissen, kan det nogen gange være en god ide med individuel terapi, når din kone nu ikke vil være med, for at få afklaret din situation og dine handlemuligheder.
:idea: Inden du evt. vælger en psykoterapeut, så kig lige på denne side om VALG AF PSYKOTERAPEUT, SEXOLOG ELLER PSYKOLOG.

Se osse indlæggene under OM PARFORHOLD her i PSYKE & SEX DEBAT

Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk
Besvar

Tilbage til "KVINDER OG LYST"