i vores netop - desværre - afsluttede forhold, og han meldte ud efter at have været utro med en transseksuel mand. Da jeg havde været igennem en periodes betænkningstid traf vi i fællesskab den beslutning på hans initiativ og forslag, at han kun udlevede sin bisexuelle side, hvis jeg var til stede under "akten" - og at jeg kunne deltage passivt eller aktivt - helt afhængig af, hvad jeg selv lystede. Det kunne jeg relativt nemt leve med, syntes det var en fair ordning, og langt at foretrække frem for at han udlevede den side af sig selv i det skjulte og i en form for utroskab, hvad jeg til gengæld har ekstremt svært ved at leve med - utroskab altså - det skyldes min fortid samt at jeg ved, det påvirker mit selvværd, hvis det foregår i det skjulte.Nuvel. Sideløbende har vi - eller rettere primært jeg - hele tiden igennem vores 2-årige forhold haft et problem med balancen i vores forhold. Den klassiske med at jeg har løbet efter ham og han har løbet væk, hvis det skal beskrives mere kort og unuanceret end det egentlig har været. Det vil på jævnt dansk sige, at jeg har lukket ham ind i mit liv på alle planer familiemæssigt, socialt, arbejdsmæssigt osv. eller i hvert fald ønsket og forsøgt at lukke ham ind og givet ham muligheden uden at han dog i nævneværdig grad har ønsket at "deltage". Omvendt har han ikke nævneværdigt lukket mig ind i sit liv på noget plan, udover altså det sexuelle og så i form af den kemi der har været imellem os i "enerum", den er så til gengæld så stærk, at den næsten er skræmmende for os begge. Vi er begge singler og frie og naturligvis går vi eksempelvis offentligt sammen på gaden og gerne i hede omfavnelser m.v. så det er ikke fordi, hverken han eller jeg på nogen måde har levet i et hemmeligt eller fordækt forhold. Slet ikke. Men på den anden side har vi f.eks. aldrig været på ferie sammen eller besøgt hans familie sammen, og lige præcis det med f.eks. ferie sammen betyder rigtigt meget for mig, fordi min hverdag og mit job er meget krævende og jeg har vitterligt stort behov for tid væk fra det hele med min partner. Vi har talt om mit behov for "udvidet samvær med ham" mange, mange gange, men det har ikke rigtigt rokket ved noget. Derfor er jeg faktisk gået så vidt som til at droppe vores forhold af den årsag i flere omgange, hvilket naturligvis har medført noget uro og genetablering af tillid efterfølgende. I alle tilfælde har han igen og igen vendt tilbage til mig med ønsket om at genoptage vores forhold, og jeg har hver gang troet på at vi gik nye tider imøde, altså at han havde reflekteret over sin andel samt at han ville byde ind med noget mere. Det skete bare ikke. Muligvis også en klassiker og jeg har været naiv? Men jeg så det altså ikke så klart da jeg var i det.
I hvert fald er vi igennem en sådan tur igen for nylig. Jeg siger igen fra pga. hans manglende commitment sådan overall i "os". Jeg smider ham ikke ud pga. hans bisexualitet eller pga. hans egenskaber i øvrigt, der er altså ikke noget fundamentalt i det hér ved hans karakter eller menneskelige egenskaber udover at jeg ønsker et, skal vi kalde det reelt forhold? Well. Han kommer tilbage efter en måned, savner mig ulideligt som sædvanlig og flere gange før og spørger mig, hvorfor vi ikke kan få vores forhold til at fungere. Det korte af det lange er, at jeg for en gangs skyld er mere markant i mine synspunkter, og jeg stiller for første gang reelt og meget sådan enten eller firkantet stiller krav ifht. hans commitment i "os" som helhed og i forholdet. Jeg er nået dertil, hvor det er enten eller. Og jeg mener i øvrigt ikke at mine behov/krav er urimelige på nogen som helst måde, egentlig er det ikke andet end at jeg ønsker et mere "officielt" forhold på alle planer - hvad de fleste andre vel også bare betragter som et "normalt forhold" - altså hvor vi som minimum står ved hinanden... det er hvad jeg har efterspurgt i 2 år. Jeg har som nævnt i øvrigt ikke ønsket eller forsøgt at ændre på hans sexualitet eller andet fundamentalt ifht. hans værdier eller andet i øvrigt, faktisk er jeg et meget rummeligt menneske og er ikke typen, som ønsker at vi skal sidde lårene af hinanden.
Hans svar på mit ultimatum er at glide af og trække sig ud af forholdet, siger at han godt forstår mig, men at han nok har for mange lig i lasten? til at lukke mig helt ind i sit liv. Samt at han nok er bange for at lukke sig op og hengive sig helt til forelskelsen pga. tidligere svigt etc. Jeg sidder tilbage og er en blanding af pisse sur og pisse lettet. Okay, rart nok at vide, at manden har det sådan, men det havde været mere fedt at vide for 2 år siden da vi mødte hinanden. Det er jo ikke fordi jeg ikke har en forståelse for, hvad han siger og føler, men omvendt er jeg snotforvirret.
Nu stiller jeg så 1 millionkroners spørgsmålet, som jeg muligvis ikke kan få svar på, men hvo som intet vover...
Har han aldrig elsket mig eller været forelsket i mig? (det har ikke været min oplevelse)
Eller er det hans sexualitet, der spiller ind, kan han være i tvivl om han f.eks. skal leve sammen med en mand eller måske en trans i stedet?
Eller trives han måske i virkeligheden bedst med den spænding, der kan være i at han udlever sin bisexualitet alene og uden mig?
Jeg kan ikke finde hoved og hale i det. Men det gør ondt omend jeg foretrækker denne endelige afklaring. "Frygter" dog, at han som sædvanlig vender tilbage om 1-2 måneder og atter vil os igen, håber at jeg denne gang kan holde fast i mig selv og mine behov, men i guder, hvor er det ikke så nemt.
Hilsen
Asta
