For et par mdr. siden gik min kæreste og jeg fra hinanden. Dvs. vi "blev enige om" at forholdet ikke havde nogen fremtid, da han har meget svært ved at tackle det at jeg har en barn. Han kan godt lide mit barn, vi kan godt tilbringe tid sammen, men han blokerer åbenbart fuldstændig ved tanken om at vi skulle flytte sammen f.eks.
Vi har efterhånden kendt hinanden i en del år (3 som kærester, 5 som venner før det) og jeg føler (og bilder mig ind at det er gengældt) at vi har noget helt specielt sammen, som ingen af os finder andre steder.
Vi elsker stadig hinanden og han sagde sidst vi talte sammen at han virkelig håbede at han fik det anderledes så vi kunne være sammen. (Her er det nok vigtigt at nævne at det IKKE er noget han bare fyrer af for at glæde mig - der er ingen tvivl om at han mener det). Jeg føler kort sagt at han virkelig også gerne vil det her forhold, men bare ikke kan overskue det med de vilkår der nu engang er, på nuværende tidspunkt.
Jeg føler slet ikke at vi er blevet færdige med vores forhold (og jeg har indtryk af at han har det på samme måde).
Den første måned efter vi slog op sås vi en del gange, men den sidste måneds tid har jeg undladt at kontakte ham - dels fordi jeg selv ikke kan holde til en daglig kontakt når vi nu ikke kan være sammen, og dels fordi jeg ikke kan lade være med at håbe på at han ved at finde ud af hvordan det er ikke at være sammen med mig, måske får det skub der skal til for at vi kan finde sammen igen på en anden måde.
Jeg har ikke nødvendigvis behov for at vi bor sammen, men der skal være noget mere fleksibilitet i forholdet - vi skal ses lidt ofte end vi gjorde, omend det så bare er for at sove sammen f.eks.
Men nu er det så jeg står her og hverken kan gøre fra eller til. Jeg er dybt ulykkelig og savner ham hver eneste dag. Det føles som at løbe en maraton, hvor ens ben er syrede til og man virkelig bare ikke KAN løbe længere og alligevel tvinger man sig selv til at løbe til den næste lygtepæl, det næste træ på vejen... hver eneste dag er sgu det næste træ på vejen.
Det er ikke sådan at jeg render rundt og græder hele tiden, jeg er sammen med mine venner, kan være glad, gå i byen og have det sjovt, men indeni er der hele tiden den der sorg, der lægger en dæmper på alting.
Jeg føler, at jeg er låst og det er dybt frustrerende.
Jeg har behov for en afklaring!
Jeg kunne vælge at kontakte ham og fortælle om mine følelser, men det vil næppe have en positiv effekt, for jeg tror netop at det der skal til for at ændre på tingene er tid.
Så kunne jeg vælge at sige til mig selv at nu gider jeg ikke ham mere - han har spildt for meget af min tid allerede. Men det er OVERHOVEDET ikke en mulighed. Det kan jeg slet ikke!
Nogen ville måske foreslå at hvis jeg fortalte ham hvordan jeg havde det, så ville jeg få en afklaring, også selvom den måske blev at han virkelig bare havde det sådan og ikke ville mere nogensinde. Men jeg ved med mig selv at jeg bare ville blive endnu mere ulykkelig en kort tid, og derefter begynde at håbe igen.
Jeg sidder kort sagt fast, og kan kun vente på at han gør noget.
Jeg er så ked af det - ved ikke hvad jeg skal gøre
Den ulykkelige
Se 
