Min kærestes mor er syg af kræft. Hun dør formegentlig snart af det. Hun er ca. 165-8 cm, og vejer under 50 kg. Så det er meget slemt. Hun har fået opereret sin mavesæk ud, og får mad gennem et hul øverst i brystkassen, så hun går rundt med et stativ + drop om aftenen. Min mor og jeg har snakket om det, og min mor tror ikke hun er her til sommerferien. Det kemo hun har fået har ikke hjulpet, så nu skal hun vist prøve noget nyt, som ikke er goddkendt af sundhedsstyrrelsen. Sagen er den, jeg ikke helt ved hvordan jeg skal tackle det når min kæreste og jeg ses, efter hendes død, som sikkert kommer..
Jeg er 16 år, bliver 17 til d. 7 marts, og min kæreste bliver 17 til 26. april. Vi har været sammen i over et år snart (26. feb = 1år). Jeg tror nok jeg bliver inviteret til begravelsen, men har aldrig været til begravelse før, og er nervøs for hvordan jeg tackler det. Min kæreste er ikke typen der vil snakke så meget om det, vil han generelt ikke snakke om følelser, og det er ikke fordi han er indelukket. Men jeg har dog snakket med hans far om det. Jeg ved ikke om jeg skal være "den stærke" og ikke græde men holde om ham og trøste ham. Jeg ved ikke, om jeg skal lade ham være et stykke tid. Jeg ved ikke om det gør det hele meget værre, at jeg selv græder!? Normalt har jeg ikke svært ved at acceptere døden.. Min oldemor og halvkusine som jeg sjældent ser, døde, men jeg følte ikke trang til at græde, selvom jeg var ked af det. Jeg tog det sådan lidt "vi dør jo alle før eller siden og i forskellige aldre" (min kusine var kun 15, trafikuheld - moderen overlevede). Jeg er vel bange for at miste min kæreste...