Narret? Jeg vil ud af fælden

[Susanne]

For godt et par år siden mødte jeg en dejlig mand, som jeg indledte et forhold til. Da det blev mere seriøst, og vi flyttede sammen, dukkede nogle ting op, som jeg ikke havde det godt med. Jeg overvejede at afbryde forholdet, men tog i stedet snakken med manden om mine tanker.

Jeg var ikke tryg ved hans manglende interesse i mine børns liv og færden, når vi alle skulle bo under samme tag. Jeg bad om mere engagement.

Jeg kunne ikke acceptere, at hans mor "flyttede med" på den måde, at hendes ord ikke blot var lov i hendes eget hjem, men også i hans og dermed mit. Jeg bad om, at han opprioriterede mig til husets ubestridte frue i sit hoved.

Jeg savnede initiativ fra hans side til ting, vi kunne foretage os sammen. Hans engagement i egne interesser var stort og tidskrævende, mens fællesting nærmest skulle påtvinges ham med sure miner til følge. Jeg bad ham vise samme engagement i vores forhold og fritid sammen, som han viste det for sine egne.

Jeg blev skuffet over gentagne gange at få aflyst vore aftaler, fordi der var noget omkring hans arbejde (håndværker) han hellere ville. Jeg bad om, at ting omkring jobbet måtte indplaceres i kalenderen under hensyntagen til andre planer lige såvel som omvendt. At anse alle aftaler som bindende som udgangspunkt.

Alt ialt kan man vel sige, at jeg bad om at blive prioriteret højere, hvis vi skulle danne par og leve sammen.

Han så fornuften i det hele, og undskyldte sig med, at han ikke var vant til at have sin egen familie, så det skulle han lære. Det gik nogenlunde, og da han friede til mig, sagde jeg ja, for jeg var blevet meget mere tryg ved at have ham som manden ved min side i tykt og tyndt.

Nu er vi blevet gift, og bare to dage efter vielsen vender alting på hovedet igen. Børnene er ham i vejen. Mor bliver trukket ind igen. Vores plan om bryllupsrejse sidst på året er han ikke sikker på, at han har tid til, for der er flere ting omkring jobbet, han gerne vil være med til. Det viser sig nu, at han har tid til at tage på bryllupsrejse enten med det samme eller engang næste sommer. Uden pas kan vi ikke rejse nu, så der bliver næppe nogen bryllupsrejse med mindre jeg vil rejse alene på vores planlagte tur sidst på året.

Jeg føler mig i dén grad narret og fanget i en fælde. Jeg er meget fristet til at sige, at jeg fortryder mit ja for nylig. Dette er jo på ingen måde, hvad jeg sagde ja til. Jeg var i sin tid villig til at opløse forholdet, fordi de nævnte ting ikke harmonerede med mine krav til et livslangt forhold, og nu lader de til at være tilbage.

Hvad skal jeg gøre?
Med venlig hilsen
Susanne

[PER HOLM KNUDSEN]

Hej Susanne

Tjah! Narret og narret, det er vel spørgsmålet, for du havde jo for længst set skriften på væggen. Du vidste utvivlsomt, hvordan han havde levet sit liv før, han mødte dig. Det lyder nærmere som om, du har narret dig selv og ladet dine drømme om dig og ham gå forud for din realitetssans.

Giv det en måned mere og er der ikke sket drastiske ændringer, så gå nu i stedet for at trække det i langhalm. Man skal som bekendt ikke gå tilbage til en fuser .

Det er overordentligt svært at lave andre mennesker om i sit eget billede, det er væsentligt lettere at ændre sin egen situation.

Du skal være velkommen til at skrive igen.