Når jeg kalder mig en ung kvinde

[Pernille MC]

Jeg er lige blevet 21 og skifter lidt imellem at kalde mig en pige og en ung kvinde. Jeg flyttede hjemmefra for et år siden, meget langt væk og savner "mit Lolland" utrolig meget, hvilket vel egentlig er en af grundende til at jeg stadig ser mig som en pige, samt at jeg egentlig nok er lidt barnlig, da jeg elsker disney show og andre former for tegnefilm.
Når jeg kalder mig en ung kvinde så er det nok mest i arbejdssammenhæng bl.a. når jeg skriver ansøgninger. Det virker ikke rigtigt at skrive pige i den situation.
Mit bud på hvornår det skiller er det tidspunkt man løsriver sig fra sine forældre, hvad enten dette sker via skænderier og grænseafprøvning som teenager eller om det er fordi man flytter hjemmefra som 30-årig. I den sidste sammenhæng vil jeg mene at hvis man er over 18 og stadig bor hos sine forældre, så er man stadig et barn, for det er så mange ansvarsområder i sit eget liv man endnu ikke har taget stilling til.
Og så til Per, når du skriver at man bør kalde sine forældre ved navn så er jeg ikke enig overhovedet. Jeg synes det kommer an på hvad man er vokset op med. Hvis man skal til at ændre sin vanlige praksis så ændrer man også forholdet mellem personerne imellem. Jeg synes godt man kan kalde sine forældre mor og far, deri ligger en form for respekt som i dagens Danmark er ved at forsvinde, for mig er det dog også okay at ændre ens ordvalg når man får børn, mor bliver til mormor/farmor og far bliver til morfar/farfar.

[PER HOLM KNUDSEN]

Hej Pernille MC

Når jeg foreslår, at man kalder sine forældre ved navn, så handler det først fremmest der, hvor man enten har konflikter, eller har svært ved at bryde båndene. Og hvis man ønsker at have et voksent forhold til sine forældre. Og det er netop for at ændre forholdet mellem personerne.

Personligt vil jeg hellere være Bedste-Per end Bedste-far .

Du skal være velkommen til at skrive igen.