Jeg er en ung kvinde på 23 år. Jeg er forlovet med en fyr på 25 år. Vi har været sammen i lidt over halvandet år. Vi har det skide godt sammen, og vi begge ser os være sammen for altid.
Han tog til Afghanistan for lidt over 2 uger siden. Selvom at han ikke skal ned og være i kamptropperne, er det virkeligt, virkeligt svært for mig.
Min far døde af kræft den 24. januar og det har taget rigtigt hårdt på mig. Han døde ikke engang 2 måneder efter, at han fik sin diagnose. Det er hårdt, fordi han jo selvfølgelig er min far, men også fordi vi har haft nogle problemer i min opvækst. Han var der ikke så meget, som han burde være. Ham og min mor gik fra hinanden, da jeg var ca. 2-3 år, og i starten var jeg derhenne hver anden weekend. Så mødte han en ny kvinde, som han blev gift og fik et barn med nogle få år efter. Derefter meldte han tit afbud, "fordi de skulle noget med hans kone, hvor jeg ikke kunne komme med".
Hun gav udtryk for, at hun ikke kunne lide mig, ved fx. hvis jeg begyndte at græde, fik jeg at vide, at det var kun små børn, der græd. Ligeledes var det kun små børn, der sov med sovedyr, så den gemte jeg altid, så hun ikke så den. Jeg skulle i seng kl. 20 efter Disney sjov og måtte først stå op kl. 9 næste morgen. Hvis jeg stod op og legede inde på mit værelse, kom hun ned og bad mig om at lægge mig op i sengen igen. Jeg skulle altid være inde på mit værelse eller udenfor - medmindre jeg skulle på toilettet, eller vi skulle spise. Jeg måtte ikke lege med min lillebror. Min far sagde hende ikke imod. Jeg gled ligeså stille fra ham og nogle gange kunne der nemt gå et halvt til et helt år før jeg så ham.
Da jeg var 17 år holdt hans kone 50 års fødselsdag. Jeg hev hende til side og sagde, at jeg syntes vi var kommet forkert ind på hinanden, og om ikke vi skulle starte på en frisk. Lige siden har vores forhold været okay - eller det er, hvad der bliver gjort udtryk for.
Da jeg mødte min nuværende forlovede blev vores forhold bedre, og vi så hinanden oftere. Så fik min far sin diagnose. Jeg var knust. Endelig var jeg ved at få min far igen, og så skulle han ikke være her mere.
Jeg sidder nu tilbage med et stort spørgsmål til min far "Hvorfor var han der ikke?". Min forlovede har været fantastisk i den her tid. Han har været der fuldt ud. Han har hevet mig op, når jeg har været nede, han har accepteret mine vredesudbrud, og han har trøstet mig. Nu skal han være væk fra mig i 4 mdr., før han får ferie. Jeg har i forvejen svært ved separationer.
Det jeg egentligt ville have hjælp til, er:
Hvis nu han kommer hjem og gerne vil af sted igen, hvordan får jeg så fortalt ham - på en ordentlig måde - at jeg ikke kan holde til det? Jeg har så svært ved det og er så bange for, at imens han er dernede, finder han ud af, at han har det bedre uden mig. Det æder mig nærmest op inden i. Når jeg snakker i telefon med ham, prøver jeg at lyde glad og fortæller, at alt går rigtigt godt. Jeg vil jo ikke ødelægge hans udsendelse. Jeg er glad for, at han laver noget han kan lide, men det er samtidig så super hårdt. Jeg kan ikke holde til at skulle lægge endnu en, jeg elsker, i en kiste.
Og jeg kan ikke holde til ikke at have ham her ved mig og mærke ham. Mvh. mig.
